|
Jeg har længe savnet en sukkerfri og rimelig fedtfattig chokoladekage. Der er kokosmel og flydende Becel i denne kage, og selv om jeg har barberet meget af fedtet væk, så skal den stadig spises med måde.
Et stykke af den her kage sammen med ISISs fantastiske nye sukkerfri is er helt fantastisk. Men husk at gå en lang tur inden, så du kan se dig selv i øjnene bagefter.
Indhold: 175 g hvedemel 75 g kokosmel 2 tsk bagepulver 3-4 spsk kakaopulver 75 g flydende Becel 90 g Perfect Fit 4 æg (du skal bruge både blommer og hvider) 1½ dl minimælk
Sådan gør du: Pisk de 4 æggeblommer. Pisk i 1-2 minutter, til du har en pæn jævn masse.
Bland mælk og Becel og rør det langsomt i æggemassen.
Vej mel op og bland det godt sammen med kokosmel, kakao, Perfect Fit og bagepulver. Vend det forsigtigt i æggemassen og rør stille rundt, indtil det er blandet godt.
Pisk hviderne fra de 4 æg og vend det roligt i dejen.
Nu skal dejen hældes i en sandkageform. Jeg bruger altid bagepapir i formen, da jeg får det pæneste resultat på den måde.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 45-50 minutter. Du kan stikke en gaffel ned midt i kagen. Hvis dejen stadig hænger ved gaflen, så er den ikke færdig.
Tip: Hvis du synes, at kagen bliver lidt for tør efter et par dage, kan du sagtens give den 15-20 sekunder ved laveste effekt i mikrobølgeovnen. |